Forældrekompetencer

FORÆLDREKOMPETENCEUNDERSØGELSE

Vores tilbud til forældrekompetenceundersøgelse retter sig til kommunens familieafdeling, der har familier med børn, som udviser udviklingsproblemer, og hvor de kommunale myndigheder har brug for mere viden om familien – evt. som led i en § 50-undersøgelse – før det kan bedømmes, om der skal iværksættes hjælpeforanstaltninger. I bekræftende fald hvilken foranstaltning, der på samme tid opfylder følgende krav:
– familiens behov
– servicelovens krav om det mindste indgribende tilbud
– kommunens forventninger om ansvarsfuld hjælp indenfor en knap økonomi
– mulighed for partnerskabsaftale, hvor undersøgelsen udarbejdes i tæt og
ligeligt fordelt samarbejde mellem kommunens egen familiekonsulent og
Pyramidens familiebehandler.

Sammensætningen af forløbet er udarbejdet ud fra vores faglige ekspertise og erfaringer fra arbejde med familier gennem mere end 25 år.

I starten af forløbet bliver den aktuelle forældrekompetence observeret og beskrevet, og i den efterfølgende familiebehandling bliver der lagt vægt på at se muligheder for udvikling i familien. Tilbuddet udarbejdes efter det behov henholdsvis familien og kommunen har og med mulighed for inddragelse af netværket i hvert enkelt tilfælde.

Udgangspunktet for undersøgelsen er at give så nuanceret et billede af forældrene som muligt, hvorfor arbejdet udføres af minimum 2 familiebehandlere.

I undersøgelsen vil der blive lagt vægt på beskrivelsen af forældrenes kompetence i forhold til:
– at varetage børnenes almindelige fornødenheder.
– at støtte og stimulere børnene.
– at opfatte børnene realistisk og i forhold til deres udviklingsniveau.
– at prioritere børnenes grundlæggende behov fremfor egne.
– empati.
– at bære egne følelsesmæssige reaktioner uden at afreagere på børnene.
kilde: K. Killén: ”Omsorgssvigt – alles ansvar”)

Vi vil ligeledes være i stand til at beskrive forældrekompetencen i forhold til ICS-trekanten (Integrated Children´s System), hvor der ses på:
– Grundlæggende omsorg
– Sikkerhedsaspekter
– Følelsesmæssig varme
– Stimulering
– Vejledning og grænsesætning
– Stabilitet

Undersøgelsen foretages på omkring 3 måneder, og den tilrettelægges i samarbejde med familiens socialrådgiver og i forhold til den konkrete familie og situation.
Som udgangspunkt skal familien have tid til at lære behandlerne at kende, hvorefter der foretages dag/døgnobservationer. I forhold til nybagte forældre vil observationerne som udgangspunkt foregå i familiens hjem efter en opstartsperiode. Vi observerer på ovenstående områder og også på samspillet i familien. Derefter udarbejdes forældrenes konkrete arbejdspunkter ud fra observationerne.
Herefter udvælgelse af de vigtigste arbejdspunkter og af arbejdsmodel sammen med forældrene.
Træning i hjemmet og opfølgning på arbejdspunkterne i ca 6 uger.
Ny observation med henblik på at observere udviklingen i familien med fokus på de oprindelige arbejdspunkter, at vurdere hvordan forældrene har kunnet omsætte vejledningen i praksis, at se stabiliteten samt observere den aktuelle forældrekompetence.
Udarbejdelse af forældrekompetenceundersøgelsesrapport samt gennemgang med forældrene inden afsluttende statusmøde.